ACCEPT AF HELE MIG

Efter en lang pause på bloggen, er jeg nu tilbage. Skriveriet har ikke stået stille, langt fra endda. Det har bare været på papir i en periode. Jeg har været på min til dato, nok hårdeste rejse, og har taget mange små skridt henimod at acceptere hele mig.

Det har været en virkelig sej kamp, i det jeg grundlæggende har et positivt livssyn, og altid har haft svært ved alt det negative. Alt det negative inde i mig, men sandelig også uden for mig. Jeg har altid undgået negative mennesker, når jeg opdagede at mennesker i min omgangskreds var negative, søgte jeg væk og lod ofte venskabet flyde ud i sandet. Faktisk altid uden at lade dem vide hvorfor. Ikke særlig betænksomt, en egenskab jeg ellers synes jeg besidder. Jeg var så bange for, at hvis jeg nu gik ind i det negative, så ville jeg blive der, og sikkert ende med at blive dybt deprimeret.

Jeg har tidligere arbejdet med dele af min negative side. Så jeg ved jo dybest set godt, at det er en proces, der tager tid og kræver at jeg går igennem den, for at den kan slippe sit tag i mig. Men trods de mange beviser for at det er muligt, har jeg længe danset udenom.

Jeg opdagede også, at jeg så det som et personligt nederlag, når jeg lod mig rive med eller for et øjeblik faldt i søvn for mig selv. For jeg har jo arbejdet så meget med mig selv, så jeg burde kunne klare det. I virkeligheden forventede jeg af mig selv, at jeg skulle være et overmenneske.

Det var virkelig hårde skridt at tage, og der gik lang tid før jeg oprigtigt troede på det jeg fortalte mig selv. Det var nok lidt som første gang jeg kiggede mig selv i spejlet og sagde JEG ELSKER DIG VICKY. Jeg troede sku ikke rigtig på det.

Men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg ved at jeg kommer løftet ud på den anden side. Så det er med mod, når jeg giver mig i kast med min negative del af mig.

 

Og hvordan har jeg så gjort det?

Denne metode som jeg ofte har brugt, er faktisk ret simpel, fremgangsmåden altså, resten er hårdt arbejde og kræver mod og vedholdenhed.

Kroppen er så smart indrettet, at den fysisk viser os når der er tanker som ikke gavner os. Det gør den ved at vi får en fysisk reaktion eks. en knude i maven, trykken for brystet, eller en sammensnøring i halsen. Eller måske noget helt andet? Samtidig opstår en følelse. Det kan eks. være tristhed, irritation, vrede eller frustration.

 

Min fremgangsmåde:

Jeg opdager som oftest mine følelser først.

Det kan være at du mærker fornemmelsen i kroppen først, eller opdager at dine tanker ikke gavner dig lige nu.

Måden du opdager det på er ikke væsentlig. Noget er ikke bedre end noget andet. Udfaldet bliver det samme.

 

Når jeg oplever at mine følelser har ændret sig, stopper jeg op og spørger mig selv hvad jeg føler. Så står jeg stille og lytter. Hvis du ikke er alene eller har ro til det, kan du gå en tur på toilettet.

Og har jeg ikke mulighed for at tage mig af følelsen i stilhed, så siger jeg til mig sig, at det er ok at følelsen er her, og at jeg vil tage mig af den senere. Jeg siger til mig selv, at jeg er ok. At hele mig er ok. Det kan jeg have brug for at gøre med jævne mellemrum, for at lette følelsen en smule.

Det vigtige er, at jeg er venlig over for mig selv.

 

Hvis jeg eks. var trist. Så forestillede jeg mig, at der sad en lille trist pige i bunden af maven på mig. Der var helt mørkt omkring hende. Jeg talte til hende.

Jeg sagde: Du må undskylde, at jeg har forsømt og ignoreret dig. Jeg har været bange for at tage mig af dig. Men nu er jeg her for dig. Jeg forestiller mig, at jeg kærligt aer hende.

Så spørger jeg hende: Hvad har du brug for at fortælle mig?

Der er altid et formål/budskab med den følelse du har. Lyt tålmodigt. Når beskeden kommer, bliver det meget lettere at være venlig over for dig selv, fordi du nu kender årsagen.

Så takker jeg for beskeden og fortæller hende, at der også er plads til hende, til tristheden. Jeg fortæller, at der er plads til hende, fordi hun også er en del af mig.

Når jeg giver plads til tristheden, så fylder den ikke så meget. Jeg accepterer at den er der, og jeg lytter til den, så slipper den langsomt. Lidt ligesom et barn der skriger på din opmærksomhed, og som falder til ro, når du oprigtigt er der for det barn.

Det lyder legede let, det er det også når du har modet med dig, og tager dig nogle minutters stilhed. Og andre gange, vil følelsen bare ikke slippe, og så er det absolut ikke legede let. Det er her jeg har brug for mod og vedholdenhed, og gentager metoden. Og jeg er venlig over for mig selv også de gange det ikke lykkedes mig.

Sådan banede jeg mig igennem de følelser der opstod i mig.

Når det samme budskab kommer igen, så vær ekstra kærlig over for dig selv, for så har du sandsynligvis ikke fået handlet på det budskab du fik.

Jeg ved nu, at vælger jeg at ignorere tilstanden, bliver den blot værre. Knuden i maven eller klumpen i halsen føles større, og tankerne handler nu hovedsageligt om tristhed, og alle de områder af jeg liv hvor jeg forresten også er trist.

Med min rationelle hjerne, ved jeg jo godt, at det slet ikke forholder sig sådan, men sådan spiller hjernen mig et puds, når jeg ikke tager mig af det. Faktisk kan man sagtens gå i dagevis, og føle sig trist uden helt at vide hvorfor. Simpelthen bare fordi man ikke har taget sig tid til at lytte.

 

Så spring ud i det, skridt for skridt med venlighed over for dig selv. Også selvom du kun tager dig tid til det engang imellem, er det aldrig spildt. Det vil du kunne mærke i kroppen. Det er som at spise sundt ind imellem alt det usunde. Det her er “glad i maven mad”.

 

På snarlig gensyn og rigtig god fornøjelse.